Hvad alle nye mødre bør vide og huske!

Hvad nye mødre bør vide og huske elliliv morblog

Det bliver bræget ud over samtlige ‘mortilX’ IG-profiler på timebasis. Det har sine egne #hashtags og det skal minde os om, at vi skal nyde tiden, mens de kære små er små, buttede og lyserøde. #stoptiden Hvor bliver tiden af? Stop lige tiden! Hvor blev min baby af?

Til alle nye mødre derude, der sidder i deres ansigts fodsved – Læg mærke til alle de mødre, der netop er hoppet ud af barselsboblen, eller er på vej mod enden af denne, og hør deres #stoptiden Læs og forstå. Når du er allermest sat på prøve, så glem den fejring af  nyfødt baby duft, du sikkert var i gang med og  læs og oversæt = DE BLIVER VIRKELIG HURTIGT STORE og det hurtigere end man forestiller sig det.

“Men hvad skal muntre mig op og redde mit liv, når jeg sidder oppe og ammer for 10. gang på en nat, når jeg svinger om mig med gylpbefængte klude eller drysser daggammel søvn, fra mine gamle, søvnige øjne, ned i min kolde kaffe med mælkeskind på toppen? Nu har jeg faktisk lige brug for, at få at vide, at tiden løber hurtigere end ti vilde heste i brunst!”

Nyd bare tiden og kys din buttede 4 kilos-klump, men vid, at #stoptiden vil redde dig. Tiden som læger alle sår, læger også det her. Pling, pling, pling så blev det mandag igen og pludselig sidder du med et barn på 10 måneder og 10 kilo og glæder dig over, at du nåede så langt, samt undrer dig over, at det gik så stærkt og at du næsten lykkeligt har glemt, hvor hårdt det egentlig var i starten. Du finder dig måske helt fristet til, at starte forfra igen, selvom det indebærer natte-amme-marathon. For du ved nu, at det var så hurtigt overstået, i det store hele.

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

   

Vuggestuestart

IMG_5270

Så kom vi til det. Vi har for alvor brudt barselsboblen og jeg har fået et barn, der er vokset fra lille baby, til en tumling af et vuggestuebarn. Eftersom Christoffer kun havde barsel i én måned, og vi altså ikke havde lyst til, at bruge hele den måned på indkøring, så havde vi faktisk kun en uge til dette projekt. Men for at være ærlig, så har jeg ikke været bekymret over det med tiden. Vores foreløbige slutprodukt hed 9-15, så vi har kunne udvide med en time om dagen. Vi har altså ikke kørt mange dage med små korte besøg, men faktisk sprunget ret hurtigt ud, at spise med, sove der osv. Institutionen er dog lille, så jeg bilder mig ind, det ikke er så overvældende endda og der er fx. langt færre børn, end når vi er i legestue og lign. Elvira er ellevild med andre børn og er bestemt ikke et tilbageholdende barn, så hun har simpelthen kastet sig hovedkulds ind i projektet og hendes lille  moder, har haft det langt sværere end hende.

Så med den værste separationsangst veloverstået, så er det gået så nemt. Jeg er stadig lidt uforstående overfor, at ‘det bare var det’. Forstå mig ret, jeg synes det er virkelig underligt at aflevere hende, men hun har ikke så meget som fældet en tåre, så jeg bør jo være ovenud lykkelig. Jeg svinger lidt imellem, at synes det er voldsomt træls at aflevere hende og så at synes det okay med et lille break. Det fede ved det her er, når man henter. Man kan sammenligne det med en brusende forelskelse, der blusser helt op hver gang. Hun er dælme så hamrende sød og dejlig og jeg er virkelig stolt af, hun er min. Det bedste barn, det er hun altså. Nyt kapitel hermed startet…

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Ingen spædbørn her, tak!

elliliv

Nu siger jeg lige noget, der lyder lidt forfærdeligt og som man ikke må. Men det er sådan, jeg har det og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Vi er flere der tænker sådan, til gengæld er vi mange der ikke siger det.

Jeg er så glad for jeg ikke har et spædbarn længere!

Jeg ville ikke ønske jeg var gravid nu, jeg er ikke skruk, jeg kan ikke, ikke vente med at give Elvira en lillesøster/bror og jeg savner ikke de første, spæde måneder. Ikke noget ‘Jeg vil have min lille baby tilbage’. Det skulle da lige være når hun sov på mig, det var så hyggeligt og misforstå mig ikke, jeg elskede at have en lille baby. Elskede det, betyder ikke at jeg vil bytte det for nu.

Jeg har elsket hver en uge af Elviras liv, på hver sin måde. Jeg synes stadig, det er det mest fantastiske, usammenlignelige og helt igennem bedste der er sket for mig, at jeg er blevet mor. Jeg elskede min gravide mave, jeg elskede fødslen (oh yeah, i said it) og hele den her rejse, som man vidst nok kan tillade sig, at kalde det. Det har været fantastisk og gjort mig bedre. Med alt det på det rene, så er jeg dog stadig glad for, at den første skrøbelige tid er vel ovre. Jeg bliver total rørstrømsk, når jeg ser tilbage på billeder af spædbarns-Elli, men jeg glæder mig virkelig også gevaldigt over hendes alder nu og jeg glæder mig, til alt det der kommer.

Vores datter er mere uafhængig, hvilket betyder, at mor her har genvundet lidt frihed. Man kan sige, vi på en måde høster lidt af frugten for alt det hårde arbejde. Vi er SÅ meget lige begyndt, det er jeg klar over, inden nogen mødre til trodsalder-børn løfter øjenbryn og kløjs i kaffen af grin. Der er blot en anden stabilitet nu, end der er i de første måneder.

Jeg skal have en baby igen, men lige nu er jeg vældigt tilfreds med, at det ikke er foreløbig, så jeg kan nyde den her store vuggestuepige, som ligger og sover inde ved siden af, på 6. time 😉

elliliv

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

   

Sandheden om at starte igen efter barsel

elliliv

Status på livet på den anden side. Vi nærmer os nu weekenden og dermed er der gået en arbejdsuges tid siden jeg startede en ‘almindelig’ hverdag, dvs. væk fra barselsland. Tiden op til var hård. Jeg havde ærlig talt virkelig ondt af mig selv og syntes verden var et uretfærdigt sted. Jeg ved det, kom over dig selv menneske, men sandheden er, at tanken om at bryde med symbiosen, mor og barn imellem, godt kan være lidt voldsom og den virkelige verden med skole og job, ikke er afsindigt tiltrækkende til sammenligning.

Var det så lige så forfærdelig en tåreperser, som jeg havde frygtet?

Egentlig ikke. Hvad, hvad, hvad?! Jeg har faktisk haft det okay med, at være lidt væk. Heldigvis har jeg også kun været på skolebænken fra 9-14.30 og kun 3 dage ud af 5, men alligevel! Det har været helt vildt dejligt, at komme hjem til savlekys og mærke hvordan, hun har savnet mig og er glad for at se mig. Samtidig er det ikke helt dårligt, at høre ordene “barsel er hårdt”, fra en meget træt mand, der har ordnet vasketøj og smurt leverdrenge madder, mens mor har været i voksenland, hehe. Yay me, jeg overlevede sgu. Der er håb for fremtiden venner 😉 God weekend.

ellilivelliliv

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Graviditetens måneder i billeder. Del 2

En fortsættelse af mit tidligere indlæg omkring graviditeten. Den sidste halvdel var her, jeg virkelig lærte hvad pressede ribben og udvidet maveskind betød. Der var gevaldig vækst i poden derinde, hvilket manifesterede sig på ydersiden, som en badebold af dimensioner. Resultatet af anstrengelserne var en smuk skabning på 3818 gram. I kan læse om min fødsel HER. Det tidligere indlæg, i tråd med dette, findes HER. Her kommer sidste halvdel af graviditeten, i al sin pragt. Desuden vil jeg gerne vise maven, lige efter fødslen. Jeg havde svært ved at forestille mig, hvordan sådan en tom hule så ud og havde faktisk aldrig set det før. Ringe billedkvalitet må medtages, men det var ikke i højsædet i situationen.

Fotografi den 28-08-14 kl. 12.02 #3

26 uger, hvilket er ca 6 måneder. Allerede her, begynder man at tvivle på, at man kan blive meget større. Well….

IMG_4959

29. uge. og min krop mærker i den grad presset. Det skulle ikke forhindre den i at snuppe 13 uger mere

IMG_1907

32. uge og her syntes jeg virkelig størrelsen var fabelagtig. Smuk, rund og ikke for voldsom.

IMG_1950

36 uger og jeg begyndte at tro, at jeg kunne føde når som helst. Der var nu kun en måned til termin.

IMG_5459

3 uger til termin og derfor inde for tid. Tydeligvis ikke i Ellis tidsregning. Der skulle gå 5 uger til, med en stadigt voksende badebold foran.

IMG_5760

“Hey fødder, er i der?”

IMG_5933

Kom nu ud, lille ven. Vi har nået alienagtige tendenser på mavefronten. 38+ noget.. Jeg er holdt op med at tælle og prøver at sove ventetiden væk.

IMG_6067

Noget der ligner 50 timer før hun gør entré.

P1020139

Elvira! 3 timer inden jeg kunne have krydset af i 42+0. Jeg skulle alligevel ikke have den ære, men måtte ‘nøjes’ med 13 dage over tid. Det er hurtigt glemt <3

IMG_6154

Muligvis det mest utydelige billede, internettet har set, men ikke desto mindre nødvendigt. Når man har sagt A, må man også sige B og når man har raget en ekstra meter ud i lokalet, for blot nogen timer siden, så ser man altså sådan her ud i nogen dage efter.

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Graviditetens måneder i billeder. Del 1

Nu bliver jeg lidt nostalgisk, men det er hvad der kan ske, når barnet sover og klokken har passeret midnat, på en højhellig mandag. Jeg kom til at sidde og dvæle lidt ved billeder fra Elviras fødsel, som jeg dog ikke har i sinde at lægge op her (det bliver måske en anelse for festligt), så istedet kommer en lille graviditets kavalkade, måned for måned. Jeg googlede selv nettet tyndt, for at finde en slags graviditets føljeton, i starten af min graviditet, men fandt den aldrig rigtigt. Så her kommer det hele i billeder. Måske nogen kunne finde det fornøjeligt eller spændende. Jeg deler det op i to indlæg, da det ellers bliver noget af en gang billedspam. Vi starter helt ved begyndelsen…

elliliv

Sådan så den ud. Den første positive test, tilbage i marts 2014

elliliv

Første gang maven rigtig kunne ses, hvilket var ret hurtigt. Jeg er her i 12. uge, mere præcist 11+3

 

elliliv

De første, usikre tre måneder er ovre og jeg er 14 uger henne.

elliliv

Halvvejs, dvs. 20 fulde uger. Det var så ikke lige halvvejs for mig, da Elli, som bekendt, snuppede 2 ekstra uger on the inside.

elliliv

Nu går det stærkt. 23 uger

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

   

Et til om timing af børn og hvornår det passer rigtig dårligt

Processed with VSCOcam with f2 preset

Nu er debatten atter blusset op. Vi skal have børn tidligere. Vi skal have gennemsnitsalderen ned og vi skal lære fordelen ved, at yngle i vores frugtbare 20’ere, frem for vores udfordrende, rent fysiologisk altså, 30’ere. Hele mediefladen er fyldt med kampagner og talspersoner, der skal fortælle os om de mange ulemper, der findes ved at vente for længe, samt de fordele der er ved at få børn tidligere end 30+. Det bedste argument, man kan finde på at bruge, er at det er skide smart at få dem, mens man er studerende, pga. fleksibiliteten. Vi har jo så fejlagtigt gået og troet, at det var smartest, at få helt styr på uddannelse og job først, stabil økonomi og alt det der. Så var timingen dælme bare i vinkel. Så passede projekt baby rigtig godt ind, for så var man ikke midt i noget. Det er så alligevel ikke der, timingen er perfekt, for det er nu engang noget mere fleksibelt, at være studerende med små børn, så man slipper for, at få vuggestuestart og skoldkopper, til at gå op med karriere og overarbejde.

Jeg skal ikke se mig fri for, at jeg har brugt af netop disse argumenter selv. Et liv som studerende er på mange måder mere fleksibelt. Omvendt kræver det også en hulens masse selvdisciplin og spørger man fx en sygeplejerskestuderende i obligatorisk praktik, om hvordan hun synes, døgnvagt rimer på sygt barn, så tror jeg ikke, perfekt timing vil være den første formulering, hun vil vælge. Så kan folk godt pakke sammen med den der snak om fleksibilitet. Så hvordan skal vi blive kloge på den timing der? Forvirringen er total.

Og så er der virkeligheden. Der findes ikke noget godt tidspunkt! Der er aldrig, som i ikke, nogen timing der er perfekt. Lige meget om du har villa, volvo og en videregående uddannelse, eller om du har studie på flekstid, så skal der omstilles, når først du får et barn. Jeg tror simpelthen ikke på, at man vågner en dag og tænker: “Hvad helvede skal vi egentlig lave nu? Jeg har al den her tid hver nat, hvor amme-marathon og lortebleer ville være helt optimalt!”. Det sker ikke. Hvis det ikke er fordi du skal give afkald på en fredagsbar og en lang eftermiddagslur når du er 23, så skal du falde halvt i søvn til morgenmødet når du er 35 og du skal sørge for pasning, når der skal arbejdes over igen. Det er en gammel løgn, at der findes et tidspunkt i ens liv, hvor en omvæltning af den kaliber, bare passer perfekt. Hvordan skulle det nogensinde være tilfældet?

Så få børn tidligere fordi det er rigtigt for dig. Fordi du har lysten og slet ikke behøver spekulere på, om det passer godt ind. For det gør det egentlig ikke, men det er vidst vilkårene, for at opleve den største kærlighed der er.

 

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Hvad man giver afkald på, når man bliver forældre

image

Det må nok siges, at være en af de mere skelsættende begivenheder i ens liv, altså at blive forældre. Dermed vælger man en hulens masse til, men også en hel del fra. Så vil jeg alligevel komme med en vovet påstand og sige, at man faktisk ikke vælger fra. Det eneste man reelt vælger fra, det er ‘alenesomheden’. Man bliver af gode grunde, en hel del mindre alene og der bliver altså ikke tid til det helt store navlepilleri, det første lange stykke tid. Fx er klokken lige nu, så godt som godnat, så det er altså her jeg finder lidt tid. Alligevel, så er det jo fandme altforandrende, på så mange niveauer.

Der en hel del spørgsmål, der presser sig på inden man får børn og specielt er der hos mange, den her frygt for, om man nu er klar til at give afkald på en masse ting. Men okay, hvad er det egentlig lige man giver afkald på. Noget ryger ned i kurven og noget tages op. Det er altså en temmelig anderledes goodiebag, der venter på den anden side af rugeperioden, men den kan jo være svær at forudsige og gøre op imod guldøl, man ikke får drukket og træben, man ikke får svinget. Så ærlig snak, det her ryger sgu ud, eller om ikke andet på stand-by:

  • Søvn! Forget about it.
  • Spontanitet! Begrænses gevaldigt.
  • Tømmermænd. De kommer stadig, men du får ikke lov at dvæle ved dem. Baby vil ha’ havregrød og det vil baby ha’ nu, som i kl 7.00.
  • Generelle interesser, der ikke involverer børn. Hårdt stillet op, men altså hvad skete der egentlig udenfor børneland på den barsel der, haha. Den her kommer forhåbentlig retur.
  • Veninde-dates mig her og der. Reduceres og effektiviseres.
  • Løst hår i mere end 10 minutter. No can do.
  • Intet at lave. NEVER again 😅.

Jep, sådan er det, også i virkeligheden. Tænk engang, folk får stadig børn og synes ovenikøbet det er bomben. Så al den der ubetingede kærlighed holder sgu vand. At lave, bage og føde små mennesker, der derefter er din største fan – det holder trods alt! 😉

 

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Den slags forælder er jeg

  • Jeg vil hellere følge min mavefornemmelse, end at fluekneppe anbefalinger.
  • Jeg vil hellere have hun slår sig lidt i leg, end at jeg render efter hende og begrænser.
  • Jeg vil hellere have mad på gulvet, end jeg vil made hende.
  • Jeg vil drikke et glas rødvin om aftenen, når hun sover, fordi jeg har fortjent det. Også selvom jeg ammer. Åh-åuh
  • Jeg vil poste præcis ligeså meget babyspam, som jeg orker og snakke præcis ligeså meget om mit afkom, som jeg kan.
  • Jeg ville ønske, jeg var overskuds-sundheds-øko-spelt-agtig, men så alligevel ikke.
  • Jeg har ikke tid til ovenstående, da jeg elsker smør og fløde.
  • Og kage..
  • Jeg vil gerne være sammen med mit barn hele tiden, men sådan er verden jo ikke indrettet.
  • Jeg kan dog også godt lide når hun sover, samt ærgre mig når hun vågner lidt for hurtigt igen, haha.
  • Jeg forstår ikke folk der vælger børn fra. Det gør jeg bare ikke, ligegyldigt hvilke argumenter der bruges.

IMG_3822

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

   

Om at give slip og at blive dårligere med tiden

IMG_4414

Det er en underlig størrelse det der med at give slip. Det har en ret negativ ordlyd. Som om man holder fast i noget negativt. Lissom om man skal afvænnes fra en vane.

Jeg troede engang, at det ville blive nemmere og nemmere, at være foruden sit barn. Det synes jeg bare slet ikke nu. Bevares, når hun er 16, så kan jeg nok godt undvære hende i mit soveværelse hver nat, men når jeg tænker tilbage på Elvira 3 måneder, og så Elvira på vej til 10 måneder, så synes jeg på ingen måde, det er gået i retning af at være nemmere. I starten var det mere underligt, på sådan en ‘hvor-lagde-jeg-babyen-måde’. Det var usandsynligt eksotisk, at begive sig ned i Føtex uden sin baby (det er det så stadig lidt). Men jeg cravede alligevel lidt nogen pauser og jeg så frem til de dage, hvor jeg kunne smutte ud lidt fra det hele, en hel aften, måske få passet hende lidt nemmere osv. Well, nu er vi snart der, hvor vi skal sætte et lys i lagkagen og jeg kan IKKE forestille mig, at hun skal passes. Sådan rigtigt afleveres, ‘hej hej’ og så hentes igen. Hun skal jo i vuggestue og passes, før hun reelt er blevet passet hos en bedsteforælder.  Den del kan jeg på en eller anden måde vænne mig lidt til. Jeg synes bare ikke hun skal være væk fra mig, når det ikke er decideret nødvendigt. Hver eneste nat, siden hun kom til verden, har det jo været MIG der har taget hende.

WOW, blev jeg lige sådan en mor. Er jeg for pylret, når jeg ikke synes det kunne være fedt, at hun skal passes? Skal jeg tage mig sammen, bare fordi jeg ikke kan forestille mig, hun skal overnatte ude, før hun er langt over 1 år? Når jeg ikke kan få ind i mit hoved, at en weekend i Paris, uden hende, godt kunne være en realitet næste år?

Nej det synes jeg faktisk ikke. Det er kommet snigende ind på mig, hvor meget jeg har brug for, at have hende hos mig. Selvom hun kan gøre mig træt, så synes jeg bare stadig, det er synd, for både hende og mig, hvis vi ikke er sammen. Måske skal jeg slappe lidt af, men egentlig så synes jeg slet ikke, det er et symptom på pyller. Jeg synes ikke, det er sådan at ‘nu skal jeg snart lære at give slip’. Jeg skal jo selvfølgelig give slip, når hun skal i vuggestue. Det er en realitet, det kommer til at ske og det skal nok blive godt. Men jeg nægter at tro på, at det ville være bedre for hende, hvis jeg ‘tog mig mere sammen’ og fik hende passet. ‘Hun ville da elske det’! Muligvis, men hun er min datter og jeg er hendes mor, så det slår lissom alt andet i min verden 🙂 (sammen med hendes far!) Jeg svinger lidt imellem følelserne på det her punkt, men jeg vil bare gerne nyde, hun er min lille fis, så længe som jeg kan. Så skal hun tidsnok nå, at komme på weekend hos bedsteforældrene. Jeg har vidst lovet noget med, at hun må komme og overnatte engang når hun er fyldt et år. Det er vidst bare ikke så langt ude i fremtiden længere…

IMG_0061

Åh mini… Det føles sgu som 2 sekunder siden.

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Hvad er du god til?

IMG_4001

At være på barsel! At passe mit barn! Det er mine umiddelbare svar lige nu, for når man har været væk fra arbejde, studie og hvad der ellers foregår i den virkelige voksne verden, i et år, så sidder man tilbage en lille smule rundtosset og angst over hvad der venter. Kan jeg overhovedet huske hvad det vil sige, at tage ansvar for alt muligt andet, end mit barn?

Det kan godt være, at nogen mener, at det ikke er hele ens identitet at være mor, men det er det alligevel lidt, når du er på barsel. Et hvilket som helst andet job, du bruger 100+ timer på om ugen, vil du nok identificere dig godt og grundigt med. For hvis jeg selv skal sige det, så er jeg skide god til at være på barsel. Jeg elsker det og jeg tog gerne et år til. Men det er selvfølgelig også delvist et symptom på, at man bliver en lille smule tryghedsnarkoman, når man ved, ens hverdag skal vendes på hovedet. Det er slut med skæve arbejdstider og at arbejde hver weekend, nu hører vi under kategorien ‘børnefamilie’ og det er sgu en ny én at greje.

Om en uge er det Christoffers tur til at barsle og jeg skal lulles ud af min babybobbel. Jeg skal finde ud af, hvad jeg kan og skal. Mit hoved bobler over af tanker omkring fremtiden. En masse nyt venter og navlestrengen skal klippes vol. 2

∞ Følg med på: BLOGLOVIN / INSTAGRAM

Noget om vilde børn og blå mærker 

  
Efter Elviras motoriske evner er begyndt at række noget længere, end bare en rulletur fra mave til ryg, er samværet med andre børn kommet i høj kurs. Hun får julelys i øjnene ved synet af andre poder og så skal der røres, klappes og ’snakkes’. Hun er bare ikke sådan helt med på den der ‘ae ae’ endnu. Som regel er hun noget mere hårdhændet, når hun lige skal røre, eller prikke et øje ud. 

Det kan virkelig ikke bringe mit pis i kog, hvis et andet lille barn kommer til at skubbe lidt for voldsomt, eller ridse mit barn en smule. Jeg er helt med på, at de på det her stadie ikke gør det med vilje, og derfor bebrejder jeg altså hverken barn eller forældre for det. Jeg har selv et barn der meget gerne vil i nærkontakt og jeg føler, til en rimelig grænse, at hun skal have lov. Lige om lidt skal hun i vuggestue og der er jeg med på, der ikke er mandsopdækning af samtlige børn hele tiden, så jeg har forberedt mig på at hente et barn, med en lille skramme eller to, hvilket er en del af pakken.

Hvad er jeres holdning til dette? Jeg tænker der selvfølgelig kan være forskel i holdninger, hvis man feks. har et mere sensitivt barn.